Her kommer Pippi Langstrømpe

Jeg er mildt sagt småbitter over vestens kritiske overtag i den østlige del af verden og vil hermed lade dette gå ud over bloggen.

Vi får ind med modermælken, at vestlige samfund er udviklet på et højere plan end østlige, hvilket fra et samfundsudviklingsmæssigt synspunkt faktisk er sandt; den stærke forbindelse mellem stat og religion havde vi i den vestlige verden også tidligere, men har nu frigjort os fra. Der hvor den går galt for mig, er at de også tilføjer i vores modermælk, at vestlige standarder er bedre end østlige; vi forsøger konstant at trække vores normer ned over hovedet på dem. Som om vi har ret til at spille forældre på den måde!

De allerbedste eksempler på dette er krigene i Irak og Afghanistan; “værsgo, her har I demokrati! Det er meget bedre for Jer, koooom musse musse musse, lad os fjerne jeres diktator(/taleban), så får I et bedre liv”. Ja, jeg tror på, at nogle mennesker i Irak har fået et bedre liv efter Sadams afgang, men jeg tror så sandelig også på, at der på et eller andet tidspunkt var opstået et naturligt oprør i landet, som havde afsat ham, hvis vi havde ladet dem være. Og hvis det var sket, havde de formentlig været klar til demokratiet og ytringsfriheden derefter. Det er bare ikke tilfældet nu - de havde for fanden ikke bedt om hjælp. Og det sjove er jo, at når et land ikke magter at få en velfungerende regering, så er det jo USA der ender med at stå med den administrative magt i landet.

Der hvor den så går HELT GALT for mig, er når vi begynder at snakke om at trække vores tropper tilbage; noget de fleste mennesker støtter, fordi de ser en mulighed for at dødstallet for de raske, unge (hvide) mennesker stopper sin stigning. Det svarer til at tvangsfjerne et barn, som mistrives hos forældrene, opforstre det til det er 12 år gammel, for derefter at smide det på porten med en notesbog med et par gode råd kradset ned i og intet andet! Vi må for helved i det mindste stå ved vores beslutning om at hæve os over dem og blive i landet, til de har mulighed for at klare sig selv. Alt andet er bare respektløst!

Og noget helt andet: Hørte i radioen den anden dag at børn i Burkina Faso havde lavere risiko for at udvikle allergi, fordi de får en mere fiberrig kost, som påvirker tarmfloraet og immunforsvaret, end beboere i vestlige lande, som spiser masser af hvidt brød. Kunne ikke lade være at tænke - hvis de “underudviklede” i virkeligheden har fat i den lange ende mht mad, så skulle vi måske bare have tiltro til, at de også er store nok til at klare sig selv på andre områder?

De fleste folk bliver deprimerede om vinteret; deprimerede over mørket og ulideligheden i at være tvunget indendørs. Jeg får den omvendte følelse om sommeren; jeg bliver tung og utilregnelig af varmen og føler, jeg burde bruge mere tid udendørs, for åh nej, solskin jo ikke må gå til spilde!

Jeg ELSKER at ligge ude i solen og blive grillet 

…i cirka ti minutter.

Desuden føler jeg altid, at sommeren slipper fra mig. I løbet af året samler jeg altid en mental box med ting med en label, hvor der står “det gør jeg i sommerferien, hvor jeg har god tid”. Har dog aldrig fuldført en eneste af disse handlinger. Og så stresser jeg over dét. Nu hvor jeg alligevel ikke har andet at stresse over. Ja ja, det kan man jo ligeså godt.

Har det som om tiden går alt for hurtigt, og har ladet mig fortælle at det kun bliver værre med årene - kan man evt. melde sig ud af det?!

Hm. Det er forhåbentlig ikke noget, der ikke kan klares med en kop te og et skærmligt besøg af Carrie og det kyniske co. Gotta love it.

DILLEMMA. Hvornår må man fortælle sine veninder, at de har taget på? Må man nogensinde det som veninde?

Jeg har denne her veninde; en ellers virkelig køn pige, som plejer at have en normal, pæn krop. Men gennem de sidste par måneder, er der vokset et voldsomt, babylignende bjerg frem, der hvor hendes forholdsvis flade mave plejede at være. (Og kvinden er ikke gravid, hun har tjekket.) Hun ynder selv at referere til selvsamme i en utrolig ironisk “neeeej, det passer da ikke i virkeligheden, tihi”-tone som “baby”. Men in fact er den sørgelige virkelighed, at det vitterligt ligner det. Kan man tillade sig at sige det? På en pæn måde, of course. Gentle. Goood veninde. Men hvor god venindestil er det lige at sige “hej søde, du ser lidt tyk ud, har du overvejet det der motion?”

Overvejer at indføre det ligesom i “How I met your mother” - Honey, this is an intervention! It makes me really sad whenever I see your baby. It ruins your look like totally. I feel sorry for you. Do something about it, please. For your own sake.

Kan man det?!

Hmm. For et par uger siden besluttede jeg mig for at tage koen ved hornene og alt det pis og endelig komme af med de ekstra par kilo, som min krop gladeligt havde taget imod efter endt musicalaktivitet og gåen tilbage til doven-crossaint-spisende-teenager-mode.

Det holdt en hel uge uden sukker og med daglig megamotion. Det gik sgu fint. Bortset fra min hud som valgte at gå crazy, men det så vi så lige igennem fingre med. Tabte to kilo just like that. “Sundhed er totalt the thing” var mit motto. I en uge altså.

Nu er det så blevet ferie og jeg har i en uges tid siddet på min flade (eller … altså. Har ikke været på stepmaskinen i hvert fald!) og levet af sprut og klapsammen-pizza. Min hud stråler og jeg har ikke taget et gram på.

Så gider man jo ikke i længden altså …

Er jeg den eneste, som får en lille smule ondt i min popo, når jeg ser reklamer for Egekildevand i flasker designet af Stine Goya? En ting er, at flaskevand i sig selv er et symptom på vestens ekstreme overforbrug, men ligefrem at iklæde emballagen fancy mærkevarer, det synes jeg nu er at gå over stregen.

En liter flaskevand kostede i 2004 gennemsnitligt 11,50 kr. Til sammenligning var prisen på en liter vand fra hanen gennemsnitligt 3,60 øre. Hvofor betaler vi gladeligt ca. 350 gange mere for noget, som rinder (næsten) ganske gratis i alle haner? Jeg skulle forestille at være en modebevidst teenager, fingeren på pulsen og alt det pis, men helt ærligt, så er jeg faktisk ligeglad, hvem der har tegnet på etiketten til min vandflaske.

Nuvel, Egekilde donerer jo også penge til et godt formål. “For hver solgt flaske går 25 øre ubeskåret til Børnecancerfonden” som der står på boernecancerfonden.dk. 25 øre? Are you kidding me!? “Jamen så er det jo også ubeskåret!” Mh, man kan sgu da også dårligt skære mere i det; 25-øren findes jo ikke engang mere, for filan!

“Samarbejdet med Egekilde stammer fra en fælles vision om innovation, æstetik og personligt ansvar og med flasken synes jeg, vi udtrykker en holdning til design som mode med meget mere.” - Stine Goya

Det mistede jeg så lige min respekt for dig, Stine. Men fik da dagens griner. Innovation og æstetik. Tihi, du har jo bare tegnet på en etikette! Thumps up for penge til kræftramte børn, men 25 øre, det er simpelthen for vagt! Personligt ansvar siger du, Stine? Ja, det er meget godt, men i disse miljøfanatiske tider, er det nok ikke lige det smarteste udtryk for “personligt ansvar”. Ikke skide green, Stine. Tror ikke du kvalificerer dig til adgang til den royale zone aka. Green Footsteps på Roskilde Festival.

Nå, nu er vi nået til den matematiske del. Egekilde koster 6,95 kr. i Superbrugsen. 25 øre til børnene og 3,60 øre for den liter vand, du kunne have tappet fra hanen. 6,664 kr. for en plastikflaske og en tegning, som Stine Goya har lavet, er vi så nede på. Ellers mange slags tak egentlig.

Så, det var vist bitterheden for i dag. Fortsat god aften

ANMELDELSE: Jeg vil gerne starte med at uddele en enorm portion verbale prygl til ekstrabladsanmelderen Henrik Queitsch for hans åbenlyse mangel på hjerte. Han kaldte gårsdagens optræden fra den smukke Florence (+ the Machine) “uinspirerende og enerverende”. Jeg spekulerer på, om manden var til stede til koncerten.

Nu er jeg naturligvis blot en mening koncertgænger og  ikke en del af den kultursnobbede ‘elite’, men jeg vil dog mene, at koncerten i VEGA var intet mindre en tagløftende. Florence er indehaver af den sjældne kombination af en intensitet, der siger spar to og en stemme, der sætter størstedelen af hendes syngende medsøstre til vægs. Ofte opvejes livebands’ faldende kvalitet i lyd af deres stage-present, men Florence leverer begge dele; faktisk vil jeg uden at blinke hævde, at hendes musik kun forskønnes drastisk ved live-optrædener. Koncerten var på mange punkter ekstremt vellykket og indeholdt både momenter med dragende orkanstyrke, løftet af de karakteristiske trommer, og spinkle passager, primært båret af Florences ihærdige og gudesmukke vokal.

Og publikum var da heller ikke til at tage fejl af: Folk, der stod med åben mund og et tryllebundet udtryk i ansigt, var et ikke sjældent syn, og jeg havde den store ære af at have en konstant hoppende, syngende og generelt meget entusiastisk grønlænder som sidekammerat. (Tak kære grønlænder, du optimerede virkelig min aften!)

Mine eneste  indvendinger mod søndagens koncert var den knappe længde på kun 50 min. og Florences til tider voldsomme teatralskhed.

Dog vil jeg alt i alt give den fantastiske koncert 5/6 stjerner og derudover glæde mig til at se mere til det rødhårede pigebarn og hendes maskine på årets Roskilde Festival.

Det er ligesom om ungdomskulturen i Danmark, min kultur, bliver mere og mere forkælet.

Min generation er vokset op med højkonjuktur, café latte og mobiltelefon fra 9-årsalderen. Og så det her utrolig forkælede New Yorker-gen. Vi vil have mulighed for at få alt, hvad vi vil have på alle tider af døgnet. 7-eleven er altid down on the corner, så hvis du midt om natten får den vildeste fråder på og pludselig ikke kan leve uden et pizza slice, så ved du where to go.

Jeg opdagede det på egen krop for et par uger siden (forkælelsesgenet altså). Jeg havde spillet musical, og efter forestillingen ville jeg sammen med min kæreste og ven ud at have noget sushi. Klokken var omkring halv 11. Fint nok, tænker jeg, vi var tæt på et af mine yndlingssteder, så der skulle vi selvfølgelig hen. Men da vi kommer derhen er det ligesom om der bare er … lukket. Jeg kan huske jeg blev dybt fortørnet; jamen de skulle da have åbent, jeg skulle jo have min sushi, helt æææærligt! Min ven kigger på mig og siger “hey … det her er altså ikk’ i New York!” Næ, mindsandten. Eye opener.

(Det skal siges, at vi fandt et andet sted, fik vores sushi og levede lykkeligt til vores dages ende.)

Fem opture:

- At mødes med le nouveau aimer til en hurtig kop kaffe og et kys (På trods af pigerne, som valgte at lave snigeren for at tjekke ham ud - avistricket er åbenbart ikke forbeholdt Sherlock Holmes!)

- At spise frokost med pigerne på den tyrkiske bagefter og grine af, hvor komisk det egentlig var

- At have en rolig aften hjemme i vente

- At finde en bøtte is i fryseren

- Tanken om alle de fantastiske mennesker, som egentlig figurerer i mit liv

Fem (eller … faktisk kunne jeg kun komme på fire) nedture:

- At stå op kl. 6 igen - min krop troede seriøst ikke på, at det ikke var ferie mere, da vækkeuret ringede!

- DSB, som valgte at aflyse mit første tog, for derefter at forsinke det næste 20 min., hvilket resulterede i, at jeg kom 45 min. for sent i skole. Skide tak DSB!

- Generelt musicalstress

- Hvor var klummen i mit Urban i dag?! (!”¤#&%¤#”!”%#¤)

I dag er, traditionen tro, dagen, hvor man sætter sig ned (med hovedet fuld af håndværkere på job),  kigger sit liv efter i sømmene og overvejer det forgangne år. Så det ligner vi lige nogen, der gør.

Så hvad - var 2009 så året med de store forandringer; året hvor jeg blev skidemeget klogere og pludselig fandt ud af, hvem jeg var, og hvordan man kurerede kræft? Not really. Men det var bestemt året, hvor jeg fandt ud af, hvem jeg bestemt ikke havde lyst til at være. Men udover det, så ligner alt vist sig selv. Næsten altså.

Og jeg er bare så klar til 2010! Med alt, hvad det har at byde mig. Foreløbig smager velkomstdrinken forrygende, så hvis bare resten af menuen kan leve op til dén standard, så skal jeg vist ikke klage (det skal jeg vist for øvrigt ikke alligevel).

I et digt hedder et vers ikke et vers, det hedder en strofe.

Og en linje hedder ikke en linje, men et vers.

På engelsk hedder en roman ikke ‘roman’, men ‘novel’.

Og en novelle hedder ikke en ‘novel’, men en ’short story’.

Og når jeg bliver forelsket, vælger jeg åbenbart ikke en passende fyr, men en, som er alt for gammel og har en psykotisk kæreste.

Og når jeg bliver forelsket i den slags fyr, så bliver jeg gladere, end jeg længe har været.

Hmm … Sommetider giver tingene bare ikke mening. Åbenbart.